Begynderdykker

Har du haft en snorkel i munden og plasket lidt rundt i overfladen? Og synes du det var sjovt? Så er du måske parat til at tage det næste skridt og få en flaske på ryggen og komme med ned under overfladen. Kort sagt: at blive uddannet dykker.

Vi uddanner dykkere fra grunden i Aquarius. Vores begynderkursus hedder CMAS 1* og er det første kursus i rækken af dykkerkurser som vi underviser i.

CMAS 1*: Grundlæggende Sportsdykning

CMAS1* er det indledende kursus i CMAS systemet og er åbent for alle der gerne vil lære at dykke. På dette kursus bliver du undervist i alle de grundlæggende begreber der skal til for at du kan begive sig ned under overfladen i selskab med en erfaren dykker.

På kurset lærer du:

  • Betjening af moderne dykkerudstyr
  • Grundlæggende dykkerteknik
  • Grundlæggende dykkerfysik og fysiologi
  • Brug af dykkertabel og dykkercomputer
  • Viden om dykkerskader
  • Sikkerhed omkring dykning
  • Dykning til 18 m

Kurset består af en række teori lektioner samt undervisning i bassin hvor vi genenmgår alle de grundlæggende øvelser inden vi tager ud i åbent vand. Teorilektionerne afsluttes med en teoriprøve. Efter endt teori og bassin øvelser tager vi ud i åbent vand hvor man skal gennemføre mindst 5 åbentvandsdyk for at blive certificeret CMAS 1* dykker. Første dyk er et introduktionsdyk til maksimalt 3 m og herefter lægges der gradvis flere meter på dybden således at sidste dyk bliver til 18 m.


Indholdet i CMAS-uddannelsen

Hvordan underviser vi? Hvorledes foregår undervisningen? Alle de praktiske spørgsmål har vi forsøgt at belyse her:

Teoriundervisning

For at du kan blive en god dykker og foretage sikker dykning, er der en række ting, du skal vide. Det drejer sig f.eks. om hvorledes du organiserer dine dyk med dykkerleder, bådfører, standby-dykker og så videre.

Du skal have et godt kendskab til hvorledes klubbens udstyr virker, og hvorledes det skal serviceres. Du skal vide noget om de fysiske forhold, der gør sig gældende, når vi opholder os under vandet – forhold der er noget anderledes end på landjorden. Disse forhold har indvirkning på vores krop, og den måde den fungerer på. Dette bliver gennemgået grundigt i teoriundervisningen.

Skulle uheldet være ude, skal du vide hvilke symptomer, der skyldes hvilke skader, og hvad du skal gøre i de pågældende situationer. Derfor er der også indlagt undervisning i dykkerskader, behandling af dem med specielt ilt-udstyr og et 12 timers førstehjælpskursus.

Desuden skal du kende til de love og regler som sportsdykning er underlagt. Alt dette og meget mere bliver gennemgået i teorilektionerne.

Vi benytter i teoriundervisningen bl.a. de lærebøger, der udgives af Dansk Sportsdykker Forbund suppleret med andet relevant materiale.

Teoriundervisningen afsluttes med en teoriprøve. Dette er en multiple choice-teoriprøve, der laves af Dansk Sportsdykker Forbund.

Praktisk undervisning

I svømmehallen og udendørs træner vi i almindelig brug af dykkerudstyret.

Vi træner desuden, hvordan du skal forholde dig i en evt. nødsituation, og i åbent vand bliver du introduceret til hvorledes man håndterer en båd. Ud over alt det praktiske i forbindelse med dykningen, laver vi også øvelser, der skal styrke din føling med at være under vandet.

Der er således øvelser, der skal lære dig hvilke begrænsninger, du har, men mindst i lige så høj grad skal du lære, hvor meget du rent faktisk kan gøre under vandet, hvis bare du tror på det.

Øvelserne er med til at give dig det psykiske overskud, der gør dig til en god og sikker dykker.

Fysiske krav

Den første gang i svømmehallen skal der aflægges en svømmeprøve. Du skal kunne svømme 500m på maven efterfuldt af 100m på ryggen. Desuden skal du dykke 15m under vandet.

Der er ikke noget krav til, hvor hurtigt det skal gå. Dette er basis for, at vi overhovedet kan komme i gang med at lære dig at dykke.

Desuden skal du være i en god fysisk tilstand for at kunne erhverve dig et dykkercertifikat. Derfor bliver der i starten af uddannelsesforløbet arrangeret et lægetjek af en læge med kendskab til dykning.

Generelt er det kun folk med alvorlige hjerteproblemer, diabetes eller epilepsi som bliver kasseret af lægerne.

Om CMAS

Aquarius er medlem af Dansk Sportsdykker Forbund - og herigennem det internationale forbund, CMAS (Confederation Mondial des Activités Subaquatiques), der i sin tid blev stiftet af verdens - måske - mest berømte dykker: Jacques Cousteau.

Dette indebærer, at vor sportsdykkeruddannelse, er gyldig i hele verden.

Klubben råder over en række instruktører, der alle er bemyndiget til at uddanne sportsdykkere til CMAS 1*, 2* og 3* niveau.

Desuden har klubben en håndfuld medlemmer, der fungerer som hjælpeinstruktører.

Dit personlige udstyr

Aquarius har kompressor til fyldning af flasker og gummibåd, bøjer mm. til brug ved dyk i åbent vand.

Desværre råder vi ikke over personligt udstyr, der kan lånes eller lejes af elever. Derfor skal du selv anskaffe dit eget udstyr.

Vi vil i starten af uddannelsen komme meget mere ind på, hvilket udstyr der skal anskaffes og hvad du skal være særlig opmærksom på. Derfor vil vi råde dig til ikke at købe noget udstyr, før du har talt med en instruktør fra klubben. Desuden arrangerer vi gerne en dag eller aften, hvor vi går i samlet flok ind i en dykkerforretning og ser på udstyr - det giver en større rabat, når man er flere.

Her er dog en overordnet beskrivelse af, hvad man skal bruge. De første par gange i svømmehallen kan du nøjes med finner, dykkermaske og snorkel. Der bliver dog hurtigt brug for BCD, lungeautomat og flaske. Inden vi slutter indendørsundervisningen skal du desuden have dykkerdragt, kniv og blybælte.

Hvis du køber det hele fra nyt kan det anskaffes for ca. kr. 10.000 - 13.000. Mange bruger dog et par tusinde mere for at få lidt bedre kvalitet. Nogle køber brugt gennem venner, Den Blå Avis eller lignende. Det kan gøre det noget billigere.

Du skal dog se dig godt for inden du køber brugt. Derfor vil vi råde dig til ikke at købe noget brugt, før du har diskuteret det med en af vore instruktører, eller en anden sagkyndig.

Økonomi

Aquarius opkræver ved tilmelding til sportsdykkeruddannelsen et indmeldelsesgebyr.

Dette gebyr betales af alle nye medlemmer, uanset om de skal starte på uddannelsen eller allerede har et certifikat. Gebyret er med til at dække din andel af klubbens aktiver (gummibåde, påhængsmotorer, kompressor, udstyr mm.).

Derudover vil der blive opkrævet et uddannelsesgebyr, der dækker de udgifter klubben har i forbindelse med uddannelsen. Dette dækker således bl.a. udgifter til udstedelse af certifikater, transportomkostninger for instruktører, benzin og olie til påhængsmotorer mm.. Udgifter til transport, overnatning og mad på uddannelsesdykkene er ikke inkluderet i prisen.

Som beskrevet under afsnittet Fysiske krav skal alle i begyndelsen af uddannelsen have et lægetjek. Prisen for dette er ikke inkluderet i uddannelsesgebyret og dækkes af eleven selv.

Elever skal - på lige fod med alle andre klubmedlemmer - betale kontingent. Det dækker husleje, alm. drift af klubben samt kontingent til Dansk Sportsdykker Forbund og abonnement på bladet 'Sportsdykkeren'.

Priser for vores kurser og kontingent - pr. 1. februar 2016:

Beskrivelse
Pris
Indmeldelsesgebyr
400 kr
Kontinent pr. kvartal
400 kr
CMAS 1* Grundlæggende Sportsdykning
1600 kr
CMAS 2* Videregående Sportsdykning
1600 kr
CMAS 3* Avanceret Sportsdykning
1500 kr
CMAS Basic Nitrox
750 kr
CMAS Advanced Nitrox
1250 kr
CMAS Gasblender (kombineret nitrox og trimix)
850 kr

Endelig er der udgifter til køb af eget udstyr.

Valg af certifikat

Har du besluttet dig for at lære at dykke, er det næste at bestemme hvorhenne og hvordan - og det kan være en forvirrende opgave. Der er mange forskellige certifikatsystemer i verden, mens der i Danmark er i hvert fald tre at vælge imellem: PADI, CMAS og Nase.

Basalt set underviser vi alle i det samme, men der er forskelle. Aquarius udbyder kun CMAS kurser. CMAS er en amatørorganisation, hvor alle instruktører og medhjælpere er frivillige og ulønnede, fuldstændig på linie med enhver anden sportsforening i Danmark under Dansk Idræts Forbund.

PADI og Nase er kommercielle og lever delvist af kurserne. Tager du et certifikat der, er du kunde med de fordele og ulemper det indebærer. Hos os bliver du medlem af en forening med de rettigheder og pligter det medfører. Som ny vil du mest opleve det i form af, at du bliver inddraget i planlægningen og den praktiske udførelse af dykning. På vores kurser bliver du også uddannet til at varetage opgaver som dykkerledelse, føring af båd og brug af livredningsudstyr. Dette er ting du først lærer på senere kurser hos de andre certificerings-systemer. Når du er certificeret, har du også rådighed over klubbens fælles udstyr og kan selv arrangere ture, så tit du vil.

Vi bliver tit spurgt, hvad et CMAS-certifikat svarer til i de andre systemer. Hele vores uddannelse sigter mod, at alle kan varetage sikkerhedsopgaver og derfor er inddelingen af kurserne anderledes og det er svært at sammenligne. Men tager du for eksempel PADI’s certificeringssystem og sammenligner, er en CMAS** dykker på niveau med en PADI AOW, med væsentlige kundskaber fra Rescue kurset og Divemaster uddannelsen.

Videreuddannelse

Har man et CMAS-certifikat er man godt uddannet, men der er flere muligheder bagefter.

Vores instruktører udbyder også CMAS 3* kurser, diverse Nitrox-kurser mv. efter behov (læs mere på 'Uddannelse og kurser - Allerede dykker').

Det er kurser som bygger videre på dykkerledelse, ulykkesberedskab samt den grundlæggende teori til områder som f.eks. 'Teknisk dykning'. Endvidere indeholder kurserne introduktioner til mange af de nye tiltag der hele tiden kommer i vores sport.

En CMAS 3* uddannelse er et trinbræt til forbundets instruktørkurser. Dansk Sportsdykker Forbund udbyder også kurser i forskellige grene af sportsdykning som UV-jagt, arkæologi, havbiologi og UV-foto, som er tilgængelige for certificerede dykkere.

Uddannelsesbrochure

Download vores uddannelsesbrohure her