Thistlegorm - I presume?

Hvad kan man lave en smuk lørdag i april? Meget forskelligt. Man kan f.eks. køre til Dragør, stige om bord på det gode skib Dana, med Anders Clausen ved roret. 

Det var vi en lille flok beslutsomme dykkere der gjorde den 24/4 2004. Der var tvivl om vinden og strømmen, skulle vi vælge Dannebrog eller skulle vi sejle den lange vej til Vapper, syd for Falsterbo – helt til Sverige?
Vi satsede, med risiko for at sejle 3-3½ time hver vej og møde en sigt som i Søerne i København for 4 år siden.

Vejret var skønt, Broen (den store) var flot, så om ikke andet ville vi få en god tur ud at det.

På vejen gik snakken om vraget og mulighederne: Vapper, over 100 m lang, havde ligget på 26 m i 10 år. En udrangeret russisk fiskefabrik, tabt under bugsering på vej til skrotning i Indien.
Der skulle være mulighed for at kigge ned under dækket og se ”fabrikken” hvor de har stået og forarbejdet fangsten. Der er også rygter om at Vapper har haft en anden funktion! Den var ved forliset udstyret med radioudstyr i overflod – spionskib? – Kold krig? – Jo det gjorde ikke turen over Øresund mindre spændende.

Uden i midten af det store svenske ingenting skulle vi finde vraget. Det var markeret med to bøjer og vi havde en position, men det går ikke altid som planlagt, så der blev krydset lidt rundt i gummibåd over den formodede position. 
Pludselig var der bid og første hold gik ned, vi holdt vejret de blev nede og sendte en lille flamingo-prop op: Der var bundet på!

Som næste hold, havde min makker og jeg ikke fået nogen briefing om forholdene, så spændte var vi, da vi gik ned langs tovet. Der var ikke meget strøm og det var da en god ting.
Pludselig åbenbarede der sig noget stort et stykke foran os – ikke lige foran, men et stykke foran. 
Som Jeppe i Baronens seng havde vi det: 
Drømte vi eller var vi virkelig i Det Røde Hav på vej mod Thistlegorm?
Der lå Vapper og man kunne se den på lang afstand og overskue den – den bedste sigt vi havde oplevet i danske farvande (de svenske med)!




 


 


 


 
 


 


 


 


 
 


 


 


 


 
 



Når man har oplevet, at kunne miste orienteringen på Sinne Nordfisk, eller Twin er det stort at nærme sig en kæmpe som Vapper, overskue skibet, tydeligt kunne se bunden og tydeligt kunne se overfladen.
Vi nærmede os styrbords side, ca. midtskibs og kunne tydeligt se bagbords ræling (15 m væk!), dette skulle blive et dyk ud over de sædvanlige!
Vi valgte at følge rælingen frem til stævnen, hvor vi passerede den enorme bro med beboelseskvarter på vejen. Vi svømmede langs rælingen i dækshøjde eller –niveau og kunne tydeligt se bunden og de genstande, der var faldet af vraget og lå der.
På tilbagevejen passerede vi endnu engang broen og svømmede mod agter, hvor der er en sliske ned til at trække trawl op ad. Vi lod os synke mod bunden for at få et glimt af ror og skrue langt inde under skibet.

På vejen mod agter stak vi overkroppen under dæk, gennem nogle nedstigningshuller der er i dækket, for at se fabrikken og der var ganske rigtigt transportbånd, frykeskabe og tromler, som har været brugt til at forarbejde fangsten med mens andre har lyttet til radio??

Ved broen stak vi hovederne ind flere steder og så beboelseskvarterer og det lille sygehus (operationsrum) der også var om bord – måske endnu et tegn på at det ikke kun var fiskeriarbejdere der havde deres gang på Vapper.

Men alting har en ende og ”gassen var gået af flasken”, vi måtte begive os mod overfladetovet.
På sikkerhedsstoppet lå vi og kiggede spændt på hinanden og havde lyst til at flå mundstykkerne ud for at snakke i munden på hinanden om dette fantastiske dyk.




 


 


 
 



Jo, man KAN bruge en lørdag i april til at opleve Røde Havs-sigt i Østersøen. Det er ikke sidste gang kursen bliver lagt mod Vapper.