Røde Havet, lørdag d. 1. november 2003

Næste morgen stod vi op og der var vand så langt øjet rakte den ene vej og hoteller og italienske turister den anden vej. Kl. 8.00 var vi på vej i vandet for at få testet vores færdigheder som dykkere.

Med Øresund eller Kattegat som sidste dyk, var det varmt, klart og behageligt og vi så flere fisk end i en velassorteret fiskebutik. 
Temple er en stor søjle der står op fra ca. 15 m dybde. Det var som at dykke i Danmarks Akvarium og vi fik en forsmag på hvad der ventede – skønt.
Som forventet var der ikke nogen finder at sætte på vores dykkerfærdigheder.




 


 


 
 



Alle smilede godt da de kravlede ombord igen for at justere blyet. Vandet er mere salt end omk. Ven, vi dykkede med alu-tanke, og i tyndere dragte end hjemme, så der skulle lige justeres lidt.

Ned i kabyssen, hvor Ali og Hani havde fremtryllet omelet, dansk lurmærke, pitabrød mm. Der blev skovlet ind og talt med begejstring og mad i munden. 
Inden afgang fra Temple oplevede vi, hvorledes det tager sig ud, når en stor flok italienere laver Work-out på stranden til høj musik inden morgenmaden – et meget specielt syn!

To timers afslapning, hvor det gode skib sejlede mod Ras Mohammed National Park til et rev ved navn Ras Za’atar, hvor turens 2. dyk skulle foregå.

Overvældende: Vi dykkede langs revet og blev en del af vejen hjulpet af strømmen. Her vrimlede med fisk som vi endnu ikke kendte navnene på. Store viftekoraller og så kom der en flot skilpadde svømmende forbi for at byde os velkommen.




 


 


 
 



Efter dette og en frokost blev kursen sat mod vest, nærmere det egyptiske fastland, for at ankre op ved Sha’ab Abu Numas, hvor vi skulle have turens første natdyk og den næste dags tre dagdyk.

Sha’ab Abu Numas er et rev hvor, der kaldes den lokale skibskirkegård. Der ligger 3 enorme vrag med 200 meters mellemrum.

Som ællinger efter en andemor sprang vi i det mørke vand kl. 18.00, med tændte lygter og antennerne ude efter oplevelser. 
Det lykkedes at se og møde blæksprutter, muræner og meget mere. 
Op igen til suppe, kylling og dessert og en 40 års fødseldag: John vores ”Master” fyldte 40 engelske år og gav en omgang egyptiske øl.
Det blev dog ikke til megen dans på bordene. Alle kæmpede en brav kamp for at holde sig vågen til kl. 22 lokal tid.